Forside  ·  Nyheder  ·  Vilkår og handelsbetingelser  ·  Kontakt  ·  Om Ting & Tangel  ·  Find dine mål  ·  Links ·  Se Kurv  ·  Gå til betaling
Vis kurv
0 vare(r) i kurven  I alt 0,00 DKK
 
 Vintage smykker
 
Varenummer 11561

Vintage smykker



Ægte smykker og uægte smykker
Bijouteri er betegnelsen for smykker af uægte materialer, det vil sige alt det, som ikke er ægte guld eller sølv.
Ægte smykker er altså smykker, som er fremstillet af massivt guld eller sølv.

Stempler i smykker:
Mesterstempel og lødighedsstempel
Sølv- og guldssmykker har som regel mindst et stempel, ofte flere, med mindre de er meget antikke.
Tallene i stemplet angiver renheden i metallet og kaldes for lødighedsstempel.
Bogstaverne/initialerne (hvis de findes) angiver hvem der har fremstillet smykket og kaldes derfor mesterstempel.

Hvad er sølv?
Sølv er et metal, som bruges til mange andre formål end smykkefremstilling, men lige præcis til smykker er det velegnet på grund af dets store lysreflekterende evne, dets bakteriedræbende egenskaber og dets smidighed.
Rent sølv (finsølv) er faktisk så blødt at man blander (legerer) sølvet med et andet metal (som regel kobber) for at gøre det hårdt nok til smykker og brugsgenstande.

Sølv og sterlingsølv - lødighedsstempler i sølvsmykker
Sølvets legering benævnes i tusindedele sølv, feks. er sterlingsølv en legering med 925 ud af 1000 dele finsølv og 75 dele andet metal (kobber).
Sterling sølv er stemplet med tallet 925 S eller STERLING.
92.5 % af indholdet i sterlingsølv er altså rent sølv.
De fleste moderne sølvsmykker er af sterlingsølv.

Stemplet 830 S står for en legering hvor 830 ud af 1000 dele (altså 83 %) er rent sølv.
Det er et stempel man ofte finder på ældre smykker, samt på bestik og andre brugsgenstande (pudderdåser, cigaretetuier, osv.).

Hvad er guld? Rødguld og hvidguld
Guld er et sjældent og kostbart metal med mange specielle egenskaber.
Rent guld (finguld)– dvs. 24 karats guld – er så blødt og smidigt at man kan bøje det med fingrene.
Guld er faktisk det smidigste metal overhovedet og kan valses meget, meget tyndt uden at knække –
Derfor – og på grund af guldets kostbarhed – legeres det altid med andre metaller til smykkefremstilling.

De andre metaller i legeringen kan også bruges til at styre guldets farve; man skelner mellem rødguld, som er legeringer i varme (gullige) nuancer og hvidguld som er legeringer i kølige/hvide nuancer.
Rødguld er legeringer med feks. med kobber og sølv, mens hvidguld kan indeholde palladium og platin.
Hvidguld er altså ikke det samme som platin, selvom ordet nogle gange bruges i den betydning.

Stempler i guldsmykker:
Mesterstempel og lødighedsstempel

Samme princip gælder for guldsmykker som for sølvsmykker: Tallene i stemplet angiver lødigheden (renheden) i guldet og kaldes derfor lødighedsstempel.
Bogstaverne/initialerne (hvis de findes) angiver hvem der har fremstillet smykket og kaldes derfor et mesterstempel.
Også her angives renheden i tusindedele rent guld i legeringen.
Stemplerne 750, 585, og 333 er dem, man oftest støder på.

750 betyder 750 ud af 1000 dele finguld, altså 75 %.
Denne legering er lig med 18 karat.
585 betyder 585 ud af 1000 dele finguld, altså 58% og er lig med 14 karat.
333 betyder 333 ud af 1000 dele finguld, altså 33,3 % og lig med 8 karat.

8 karat måtte før i tiden slet ikke benævnes guld, da guldindholdet er under halvdelen i legeringen – jo faktisk kun 1/3.

Danske smykker skal nutildags være stemplet med et lødighedstempel i promille/tusindedele, altså feks. "750", men kan udover det også være stemplet med feks "18 K".
I udenlandske smykker kan man godt støde på stempler som feks "10 K".

Forgyldning, forsølvning og (guld-) doublé
Smykker af uægte metaller (bijouteri) kan være forgyldte eller forsølvede, dvs. belagt med et tyndt lag sølv eller guld.
Ægte sølv kan også være forgyldt, og i så fald stemples det efter sølvets lødighed.
Derfor har nogle "guldsmykker" altså sølvstempel (feks. "925 s"")og derfor er nogle sølvsmykker gyldne.

I meget gamle dage udførte man forgyldning ved at hæfte et tyndt lag bladguld på underlaget – typisk på større ting.
Senere fandt man på en ad kemisk vej, (meget kemisk endda – man brugte kviksølv) at hæfte et lag guld på underlaget (lueforgyldning), og nutildags bruges elektrolyse, så man kan forgylde eller forsølve også ganske små (smykke-)genstande.
Almindelig forgyldning slides ofte hurtigt af, hvorimod doublé (gulddoublé) er et slidstærkt og tykt lag forgyldning udført på messing.

Hvad er det værd?
Guld er et meget mere kostbart materiale end sølv – og derfor vil et guldsmykkes karat/renhed have meget stor indflydelse på prisen.
Forskellen er faktisk meget større end man måske lige tror:
En dansk opkøber af guld oplyser feks. på sin hjemmeside (juli 2009) at de opkøber 18 karats guldsmykker til 90 kr. per gram og sølvsmykker til 1 kr. per gram.
For sølvsmykker er det altså meget mere design og samlerværdi, som betyder noget for prisen, end for guldsmykker – og det er tilsvarende meget nemmere at finde smukke antikke/vintage sølv smykker til en fornuftig pris end det er at finde den slags guldsmykker.

Derfor har Ting & Tangel ingen guldsmykker, men kun vintage bijouteri og sølvsmykker.

Patina – Og rensning og pleje af ældre/vintage sølvsmykker
Sølvsmykker mørkner (oxiderer) efterhånden naturligt når de udsættes for luft.
Noget sølv er i forvejen oxideret sådan at dele af smykket er mørkt, og det skal man passe meget på ikke at fjerne.

For de fleste samlere/liebhavere anses det for noget positivt mht. vintage smykker, at de har en vis "patina" – dvs. at de ikke er rengjort for hårdt gennem tiden og gerne har lidt naturlig oxidering/brugsspor.
Og derfor er sølvsmykkerne hos Ting & Tangel aldrig "overpudsede" her fra, og hvis de har været udsat for sådan en behandling før mig, angives det i beskrivelsen.
Så hvis du er tvivl: Vær forsigtig med gamle smykker!!! Gør hellere for lidt end for meget.

Generelt er den mest nænsomme måde at rengøre ældre sølvsmykker på, at vaske dem med opvaskemiddel og en blød børste og skylle efter med rent vand.
Smykkerens, et kemisk bad på dåse, som købes hos den lokale guldsmed, kan kun anbefales til smykker uden sten/perler ol. og vær opmærksom på at det fjerner al (og jeg mener alt!) patina/oxidering.
Den lille imprægnereede pudseklud man kan købe samme sted, er noget mere skånsom, og er god til lige at pudse et ældre sølvsmykke op, men vær stadig forsigtig med sten, perler, osv.
Seriøse ridser og skrammer på gamle smykker kan du evt. få poleret op hos guldsmeden.

Hvis du vil undgå at dine sølvsmykker bliver mørke og anløbne med tiden, kan du opbevare dem i noget lufttæt.
Ellers er det bare frem med pudsekluden en gang imellem.

Vil du vide mere?
Jeg håber du er blevet lidt klogere af ovenstående.
Det er ikke nemt at finde litteratur om danske sølvsmykker, men på nettet findes et par gode sider.
Hvis du vil vide mere om danske/skandinaviske sølvsmykker, så kig på denne fine engelske webshop:
Scandinavian Silver – scandinaviansilver.co.uk

Hvis du vil finde værkstedet bag et bestemt mesterstempel, så kan du slå det op her:
www.925-1000.dk

God fornøjelse.

Tilbage til forsiden







Pris 1Stk 0,05 DKK

Antal
   Køb
  «-Tilbage          Anbefal   Print

Hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.

 Ting & Tangel · Kragevigvej 7 · 4720 Præstø · Telefon 26 70 51 56 · mail@tingogtangel.dk · CVR: 28 16 49 12